-
Danske Bank ønsker stadig at gå forrest i grøn omstilling: »Vi er villige til at sige nej til forretning«
Source: BDK Finans / 08 Feb 2025 13:21:30 America/New_York
Selvom den grønne omstilling har mistet momentum i flere dele af samfundet, har Danske Bank stadig en ambition om at ville gå forrest. »Jeg mener fundamentalt ikke, at der er nogle ændringer i vigtigheden,« siger den administrerende direktør i Danske Bank, Carsten Egeriis. Hans udtalelse kommer, netop som landets politikere har erkendt, at omstillingen kræver mere, end de drømte om. For efter at nul bydere meldte sig i danmarkshistoriens største havvindudbud, er regeringen nu villig til at yde statsstøtte for havvind. Samtidig har regeringen sænket ambitionerne markant for, hvor mange vindmøller, der kan stå i dansk farvand inden 2030. Berlingske har talt med topchefen i forbindelse med, at banken har præsenteret årsregnskab for 2024. Her har Danske Bank lige landet sit bedste resultat til dato med et overskud efter skat på 23,6 milliarder kroner. Som en bank, der markedsfører sig på at ville »gå forrest i omstillingen af samfundet«, er klimaet stadig den »største udfordring for vores generation«, siger Carsten Egeriis. Det kræver store investeringer i den grønne omstilling, mener han. Og det er Danske Bank klar på. Klar til at sige »nej« Men på trods af det, har banken fortsat kunder, der anvender og udvinder fossile brændstoffer. Banken har tidligere fortalt, at man fremadrettet kun vil låne penge ud til olieselskaber, som forpligter sig til, at de ikke vil ekspandere på olie og gas. Må der stadig komme sort røg op af skorstenene hos jeres erhvervskunder? »Jeg tror, det er en del af omstillingen. Det at der stadig kan være noget sort røg, der kommer ud i lidt tid – i takt med, at der kommer mindre sort røg ud hen ad den lange bane. Det er det, omstilling handler om,« siger Carsten Egeriis, og tilføjer: »Og det er det, vi i Danske Bank hjælper samfundet og vores kunder med – det er den omstilling. Og der sætter vi også krav til vores kunder.« Men grøn omstilling er ikke billigt. Og det ved Carsten Egeriis godt. Han mener, at man konkret på Danske Banks interne klimaregnskaber kan se, at banken selv er villig til at betale for sin egen udledning. Men banken er også klar på at opgive samarbejder, der ikke gavner dens klimaambitioner: »Vi er villige til at sige nej til forretning, hvis vi ikke ser, at kunderne har en bæredygtig plan, at de ikke arbejder med omstillingen, og at de ikke taler med os omkring deres mål.« Han peger eksempelvis på bankens nye tiltag om at afvise nye udlån til olieselskaber, der vil grave efter nye fossile brændsler, som Finans tidligere har skrevet om. Danske Bank spår grønt opsving Det er ikke svært at finde eksempler på, at den grønne dagsorden er under pres. Ingen bød på det »historiske« danske havvindmølleudbud, der skulle give masser af grøn strøm i stikkontakterne. Danmarks engang grønne børsdarling Ørsted har i årevis bakset med den ene milliardnedskrivning efter den anden. Projekter blev skrottet, aktiekursen faldt og faldt, og for nylig skiftede selskabet topchefen ud som konsekvens. For helt overordnet er det de seneste år blevet markant dyrere at bygge de grønne milliardprojekter, blandt andet på grund af inflation og stigende renter. Dertil har den amerikanske præsident, Donald Trump, trukket USA ud af Parisaftalen, efter han blev indsat. Men selvom den grønne omstilling er i kraftig modvind, ser Carsten Egeriis den fortsat fylde i fremtiden. Hvad har I i Danske Bank af tanker til det kommende år i forhold til grøn omstilling? »Vi tror, at der vil komme til at være godt gang i efterspørgsel på finansiering og investering på den grønne omstilling,« siger Carsten Egeriis. Men han mener også, at man skal passe på med kun at se ét år frem: »Det er de virkelig langsigtede investeringer, der skal til for at gøre en forskel,« siger han og tilføjer: »Generelt synes jeg, at vi ser nogle positive ting her i starten af året, som vil hjælpe med at få endnu mere gang i de grønne investeringer.« Han ser gode initiativer fra klimaminister Lars Aagaard (M) med henvisning til statsstøtte til havvind og til det ellers kriseramte brintrør til Tyskland. Carsten Egeriis understreger, at Danske Bank »stadig« er »fuldt fokuseret« på at hjælpe deres kunder med omstillingen. »Og vi vil selv også gå forrest, når det gælder vores egne udledninger, og vi vil selv gerne spille en stor rolle i forhold til investeringer og omstillingen,« siger han. Og det mener Danske Bank-topchefen også, at banken kan stå inde for, at de gør. »Jeg synes, vi har bevist, at vi gør noget. Både når du kigger på vores tilgang til, hvordan vi finansierer og investerer i selskaber, og hvordan vi ser, at kunderne er glade for den bæredygtige rådgivning, de får fra os.« https://www.berlingske.dk/virksomheder/danske-bank-oensker-stadig-at-gaa-forrest-i-groen-omstilling-vi-er